Per Jessen, 1. oktober 2018, kl. 21:30
Der venter et klassisk opgør tirsdag kl. 19.00 i Frøs Arena, hvor Herning Blue Fox er gæster. Begge hold er sultne efter point.
– Det er et klassisk opgør mellem gamle rivaler, og så er det altid tempofyldte og gode kampe, når SønderjyskE og Herning spiller. Vi vil gerne tilbage i vindersporet, og Herning er sikkert også meget sultne efter point, siger SønderjyskE-cheftræner Mario Simioni.
Simioni taler også om et sekspoint-opgør, hvor afstanden mellem de to hold kan blive enten meget lille eller stor. I bunden af Metal Ligaen har Petri Skrikos tropper fra Herning blot samlet tre point. SønderjyskE tabte søndag efter overtid og straffeslag, og med det ene point i Hvidovre står SønderjyskE midt i tabellen noteret for syv point.
Da fredagens kamp mod Herlev Eagles blev aflyst afvikler vi i stedet Shirt Of Your Back tirsdag aften. Nåede du at købe et lod fredag så medbring det til Herning-kampen, hvor der stadig er masser af lodder til salg a 25 kr. per styk.