Kell Haugaard, 14. november 2016, kl. 15:13
Skadeshelvede skaber unikt sammenhold i SønderjyskE
Fyrre virksomheder er rykket sammen med en ekstra, økonomisk håndsrækning til det skadesplagede ishockeyhold, hvor den seneste spiller på skadeslisten er den finske stjernespiller og målmand, Joni Myllykoski.
Det er nærmest efterhånden tragikomisk med de skader, som siden begyndelsen af august har haglet ned over det sønderjyske ishockeyflagskib. Det har været en sæsonstart med et forsvar, hvor op i mod et halvt hold har været ude med skader i uger og måneder. Det har især været de markante profiler, som skulle forstærke spillertruppen, der har været hårdt ramt. Lige nu er det en historie uden ende, hvor seneste ”offer” på skadeslisten er klubbens finske stjernespiller, målmanden Joni Myllykoski. Han udgik i forrige hjemmekamp med en forstrækning, som efter lægeundersøgelser og scanning viser sig at være en muskelskade, der parkerer ham på det lyseblå feltlazaret i sandsynligvis op til seks uger.
Der er ikke noget at sige til, at SønderjyskEs direktør, Klaus. B. Rasmussen, har svært ved at finde en grimasse, der kan passe efter den mildest talt alternative og kaotiske sæsonstart for de flerdobbelte, danske mestre:
– Ja, det har været den mest surrealistiske sæsonstart, som jeg nogensinde har oplevet i mine flere end tredive år i dansk ishockey. Nu skriver vi november, og trænerstaben har fortsat ikke kunne stille med det optimale holdkort i denne sæson. Jonis skade viste sig desværre at være endnu én af de langvarige af slagsen, og vi afsøger alle muligheder for at forstærke os bedst muligt på den meget vigtige position. Samtidigt er vi stadig aktive på markedet i jagten efter en stærk centerspiller, fortæller Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:
– At vi i det hele taget har mulighed for at agere og søge forstærkninger på spillermarkedet, skyldes ikke mindst en helt og aldeles, unik opbakning fra fyrre virksomheder, som ekstraordinært er trådt til med en økonomisk håndsrækning til ishockeyen. Backprofilen Elias Granath har allerede sat sit, markante aftryk i det defensive, og sammen med comebacks til Rasmus Nielsen og Tyler Gotto har det da også været en væsentlig årsag til at holdet har hentet fem sejre og points i de seneste seks kampe i træk.
Den ekstraordinære opbakning er ikke nogen selvfølge, og vi er bare så stolte og taknemmelige over viljen til at løfte i flok, som vi i den grad oplever, er til stede i vores landsdel. Alle på og omkring holdet har samtidigt givet hinanden håndslag på at rykke sammen i bussen, hvilket er kommet klart til udtryk i de seneste kampe på isen. Spillerne har kvitteret for opbakningen med fightervilje og høj moral, og det tager vi med os videre i turneringen, slutter Klaus B. Rasmussen.
SønderjyskE har pt. otte udenlandske spillere på holdkortet, og klubben har ingen aktuelle planer om at ændre på dette.
Fakta: Følgende virksomheder har medvirket med en ekstraordinær, økonomisk håndsrækning til spillerforstærkninger i SønderjyskE Ishockey:
2Water ApS., Breeders of Denmark A/S, Broager Sparekasse, Buch Advokatfirma, Café Kridt, Car4Flex A/S, Certex A/S, Chr. Johannsen A/S, Climatek Partner, Davidsen Tømmerhandel A/S, Dronning Dorotheas Badstue & Slotssøbadet, Frøs Sparekasse Haderslev, Henning’s Hvidevareservice/Punkt 1 Haderslev, Hjem Is Danmark A/S, Hotel Vojens, JBR Agencies A/S/Nicolaisen Haderslev, Kisbæk Murerforretning, Linak A/S, MM-skilte.dk ApS., Naturmælk a.m.b.a., Number 1 Service, Otto Chrestensen A/S, Protræ Skodborg, Rimeco A/S, Sydbank, Salon Thomsen, Slagter Lampe, soXso, Spangsbjerg Totalbyg ApS., Styrbæk Entreprenør ApS., SønderjyskE Ishockey Support, Sønderjyske Turistfart, TDC A/S, Tegllund A/S, Torben Clausen A/S, Tyrstrup Kro A/S, VTS – Vojens Taxi & Servicetrafik ApS., Øsby Entreprenør & Kloakservice, Aage Jørgensen VVS, Aagaard & Enemark, Aaskov Modetøj A/S.