Jacob Ravn, 29. november 2019, kl. 12:30
SønderjyskE Ishockey forlænger kontrakten med den finske back Konsta Mäkinen, så han nu er i klubben i resten af sæsonen.
Yksi, kaksi, kolme – og så havde Konsta Mäkinen overbevist om, at han skulle have forlænget sin kontrakt i SønderjyskE Ishockey.
Den finske back blev hentet til klubben på en korttidskontrakt i starten af oktober, da Daniel Kønig Hansen blev skadet, men kontrakten, der oprindeligt udløb 30. november, bliver nu forlænget for resten af sæsonen.
– Han har virkelig grebet chancen, og han har præsteret fra dag 1. Han kom til klubben uden kampe i benene i denne sæson, men han var i fysisk fin forfatning, og han har leveret fra første fløjt. Derfor var vi også ret hurtigt overbeviste om, at han skulle blive her i hele sæsonen, og vi er glade for, at det er lykkedes at lave en ny kontrakt med ham, siger sportschef Kim Lykkeskov.
– Han er en type, der passer rigtig godt ind på holdet. Han er en skøjtestærk back, og som ligaen er i denne sæson, er det vigtigt med gode skøjteløbere. Han tager godt vare på det defensive spil, men han bidrager også offensivt. I omklædningsrummet er han også hurtigt blevet en meget vellidt person, og han udtrykker selv store glæde ved at være her, så det er ren win-win, siger Kim Lykkeskov.