Per Jessen, 30. september 2016, kl. 22:59
SønderjyskE lavede fire mål i tredje periode, men slutspurten kom for sent. Gæsterne fra Aalborg Pirates vandt aftenens kamp med 5-4.
En god periode var ikke nok mod et godt kæmpende Aalborg-hold, som kunne tage fra SE Arena med alle tre point. Begge hold var stærke i powerplay, men det blev afgørende, at SønderjyskE kom alt for dårligt fra start og at holdet samtidig gav et par dumme mål væk.
I aftenens kamp kunne man glæde sig over Daniel K. Hansen var tilbage på holdet trods en slem skade i slutspillet sidste sæson og en operation i sommer. Glæden over de færre skader på backpladserne varede dog kun kort, da Tommy Wargh udgik i første periode efter en brutal tackling i hovedet. Desværre så dommerne ikke den hændelse. Det kunne meget vel have ændret lidt på tingene, for halvvejs i kampen havde Aalborg ikke haft en eneste udvisning, mens SønderjyskE’s fem udvisninger indtil da havde kostet tre mål. Med Wargh ude blev der igen rokeret, og Danny Hobbs kom ned og spille back.
I anden periode kom SønderjyskE bedre med. Nathan Longpre virker til at være kommet sig over sin skade, og han havde blandt en andet friløber og et par gode dribleture. Vi skulle helt hen til starten af tredje periode, inden nettet blafrede bagved Ronan Quemener i Aalborg-målet. Nu var det SønderjyskE’s tur til endelig at spille powerplay, og Harrison Reed viste sin målfarlighed foran kassen, da han var hurtig over en løs puck. Desværre scorede Aalborg allerede i det næste skifte. Nathan Longpre sørgede midt i tredje periode for 2-5, og det gav kampen igen lidt liv.
Med lidt over tre minutter tilbage reddede Joni Myllykoski en nordjysk friløber, og på kontramuligheden driblede Kristian Jensen sig energisk fri og scorede. Nu kom der for alvor liv i hallen, og da Derek Damon i tiden 58.49 med et godt skud gjorde det til 4-5, kom der for alvor fut i stemningen. Damon nærmest dirigerede publikum til at juble med for at fuldende den vilde slutspurt. Faktisk var der et par chancer til en udligning, men tiden løb til sidst ud.
Det gælder nu om at tage det positive med fra tredje periode til tirsdagens udekamp hos Frederikshavn White Hawks. Et opgør, som først starter kl. 20.30 og kan følges direkte på TV 2 Sport.
SønderjyskE – Aalborg Pirates 4-5 (0-3, 0-1, 4-1)
02:55 0-1 Peter Quenneville (Blazek) PP
04:34 0-2 Jeppe Jul Korsgaard (Reddick)
16:38 0-3 Andrew Blazek (Reddick, Quenneville) PP
31:13 0-4 Peter Quenneville (Reddick, Frederiksen) PP
40:32 1-4 Harrison Reed (Lykkeskov, Spelling) PP
40:40 1-5 Martin Højbjerg (Mi.Højbjerg, Brinkman)
50:05 2-5 Nathan Longpre (Damon, Reed) PP
57:08 3-5 Kristian Jensen (Førster, Lund) PP
58:49 4-5 Derek Damon (Lykkeskov, Spelling) PP
Udv.: SE 6×2, AP 5×2
Skud: 21-25
Tilskuere: 1972
Foto: A. Stollig