Søg

SønderjyskE fyrer cheftræner

Kell Haugaard, 3. februar 2018, kl. 12:30

SønderjyskE fyrer cheftræner

Dan Ceman forlader posten som cheftræner på grund af manglende resultater på isen.

De seksdobbelte ishockeymestre SønderjyskE har med omgående virkning afskediget cheftræner Dan Ceman. Årsagen er manglende resultater lyder det fra sportschef Kim Lykkeskov:
– Målsætningen er hvert år, at SønderjyskE skal spille med i toppen af dansk ishockey. Før denne sæson meldte vi ud, at målsætningen var deltagelse i den nye Final 4 pokalturnering og yderligere, at vi kvalificerede os direkte til DM slutspillet og gerne blandt de fire, øverste hold i Metal Ligaen, fortæller Kim Lykkeskov, og uddyber:

– Der har været mange bump og sten på vejen i et efterår, hvor faktisk halvdelen af holdet har været ude med skader på samme tid. Dan Ceman har i den periode haft utroligt svære odds, og det har selvfølgelig ikke på nogen måde været rimeligt at vurdere de sportslige resultater, når han knapt nok har kunnet stille med et hold til kampene. Vi har derfor også vurderet overordnet på hele sæsonen så langt og ikke mindst på perioden fra december og frem til i dag, hvor truppen har været mere eller mindre intakt. Her har resultaterne ganske enkelt ikke levet op til forventningerne, og det har vi valgt at tage konsekvensen af nu, fastslår Kim Lykkeskov.

Dan Ceman blev hentet tilbage til SønderjyskE i en ny rolle som assistenttræner tilbage i sommeren 2012. Som cheftræner stod han i spidsen for SønderjyskE i guldsæsonerne 2013/14 og 2014/15. Adm. direktør Klaus B. Rasmussen er ked af, at man nu må sige tak for samarbejdet:
– Vi har dyb respekt for hans indsats i klubben, hvor han både som spiller og senest i en række sæsoner på trænerbænken har leveret et flot og loyalt stykke arbejde. Han har altid været utroligt hårdtarbejdende, og har tillige i en meget svær periode i klubbens historie leveret en helt ekstraordinær indsats. Vi ønsker kun Dan Ceman det allerbedste for fremtiden. Vi er oprigtigt kede af, at vore veje skal skilles; men her har vi bare ikke kunne se en anden udvej, understreger Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:

– Kim Lykkeskov træder nu ind i boksen, og hjælper Chris Straube (nuværende assistenttræner, red.) i den udstrækning, det er nødvendigt, og sammen kører de også sæsonen færdig. Det handler om, at alle nu fokuserer 100 % på at få vendt skuden således, at vi er helt parate og skarpe til de altafgørende Play In kampe, som efter al sandsynlighed bliver mod Gentofte Stars i begyndelsen af marts, slutter Klaus B. Rasmussen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus