Jesper Klitgaard, 11. januar 2020, kl. 22:44
Det kan godt være de var trætte. Det kan godt være de var under pres mange gange i kampen. Men hvor de dog fightede og det var i sidste ende nok til at vinde i overtid. Dermed kan SønderjyskE vinde Continental Cup ved at slå polske Krakow søndag eftermiddag. Stor kamp af Adam Ohre, der fejrede sin 25 års fødselsdag i en fantastisk kulisse.
Det var de lyseblå, som startede i den mere kontrollerende rolle, hvor gæsterne fokuserede mere på defensiven. Der var fra kampens begyndelse ikke den samme fysiske intensitet som fredagens opgør, men en disciplineret tilgang fra begge mandskaber.
Derfor var det også SønderjyskE som kom til de første halve chancer, hvor Anders Førsters arbejdsraseri var millimeter fra at udløse den første scoring, men hans forsøg blev pareret.
I den anden ende havde vikarierende målmand, Adam Ohre, indledningsvis godt styr på begivenhederne. Det blev dog tydeligt som perioden skred frem, at hviderussernes stil var langt mere teknisk betonet, og de viste flere gange deres evner med at cirkle rundt i SønderjyskE’s zone, uden det for alvor blev rigtigt farligt.
Anden periode bød på en mere aggressiv start fra gæsterne, som lagde et tungt pres på SønderjyskE i egen zone. Der kom ikke de store muligheder ud af, men hele tiden lurede Grodno på hurtige omstillinger. Presset kom midlertidigt lidt i den anden ende, da SønderjyskE fik en mand i overtal, og Rasmus Lyø var umådeligt tæt på at sende SønderjyskE i front, men hans skud fløj lige forbi den ene opstander.
Værd at bemærke var at Lyø måtte forlade isen i første periode, efter at fået en puck direkte i ansigtet, men vendte stærkt tilbage i anden periode.
Der kunne han se SønderjyskE bringe sig i front, da Steffen Frank køligt udnyttede et overtal til at smide pucken helt op i nettaget til en forløsende føring, og minuttet efter var Frank tæt på at fordoble både hans og holdets føring, men hans forsøg endte på trekantsammenføjningen.
Det blev dog gæsterne som udnyttede en hurtig omstilling til at udligne SønderjyskE’s føring, uden chance for Adam Ohre. Han måtte dog efterfølgende vise, at det ikke var første gang han agerede som målmand, efter en periode hvor Grodno sad tungt på kampen. Flere store chancer og SønderjyskE havde svært ved at få pucken ud af egen zone.
SønderjyskE kom bedre med i starten af tredie periode, hvor det blev til flere halve chancer. Dramatik blev det også til, da Adam Ohre blev tacklet hårdt, uden dog at der blev dømt en efterfølgende straf. Det var dog keeperen i den anden ende som virkede mest groggy, og gav en retur ud foran eget net. Den mulighed takkede Mike Little for og huggede SønderjyskE foran med 2-1.
Glæden blev dog kort, for to hurtige hviderussiske mål ændrede kampbilledet totalt, og fra at være det forsvarende mandskab, skulle SønderjyskE nu ud og jagte udligningen.
Der var ikke mange kræfter tilbage i de lyseblåklædte skøjter, men drengene gav aldrig op. Utrættelige blev de ved og ved, og det kastede til sidst en scoring af sig.
MacGregor Sharp styrede et skud i nettet fra Mike Little til en vild udligning, og kampen gik nu mod sin absolutte afgørelse. Gæsterne fik muligheden for at spille de sidste to minutter i overtal, og skulle der kæmpes igennem. Kaptajn Sharp gik forrest og kastede sig ned i to skud fra distancen og ofrede sin egen krop i holdets tjeneste.
Det holdt den ordinære tid ud, og dermed måtte holdende ud i forlænget spilletid. Afventende spil fra begge mandskaber gav ikke de store chancer, men pludselig stod Mike Little helt fri. Pucken blev sendt i nettet, og efter lidt vurdering godkendte dommerne målet.
Dermed kan SønderjyskE vinde turneringen ved at slå Krakow i morgen eftermiddag i ordinær spilletid, så skal vi ikke bare aftale at vi SE’s der???
Højdepunkter fra aftenens kamp:
Kampen i tal:
SønderjyskE – Neman Grodno 4-3 (0-0,1-1,2-2,1-0)
25:23 1-0 Steffen Frank (Sharp) pp1
30:31 1-1 Artyom Levsha (uass)
43:52 2-1 Mike Little (Maylan)
48:06 2-2 Sergei Malyavko
49:16 2-3 Artur Savinov
55:34 3-3 Macgregor Sharp (Little)
63:18 4-3 Mike Little
Udvisninger:
SønderjyskE: 4 x 2
Neman Grodno: 2 x 2
Tilskuere: 3189 i Frøs Arena i Vojens
Foto: A.Stollig