Søg

SønderjyskE har trænerteamet på plads

Per Jessen, 12. maj 2018, kl. 5:30

Kabalen omkring trænerteamet i SønderjyskE er gået op. Cheftræner Mario Simioni får Søren ”Tiffi” Nielsen som assistent i boksen.

40-årige Søren ”Tiffi” Nielsen spillede en af hovedrollerne, da han som spiller vandt DM-guld med SønderjyskE tilbage i 2006. Sønderjyden stoppede den aktive karriere i 2008, og efterfølgende har han haft stor succes som ungdomstræner i moderklubben, Vojens Ishockey Klub. Nu bliver han assistenttræner i SønderjyskE, hvor han kommer til at arbejde tæt sammen med sin gamle træner, Mario Simioni.

– Jeg er meget tilfreds med sammensætningen af vores nye trænerteam og ser virkelig frem til at se dem i aktion. De kender hinandens styrker og svagheder, og begge ved, hvad der skal til for at vinde, siger sportschef Kim Lykkeskov.

Som spiller var Kim Lykkeskov mange år holdkammerat med Søren Nielsen, der har været træner for mange af de nuværende og forhåbentlig kommende elitespillere.

– Søren har gode menneskelige egenskaber og er vellidt. Det er han ikke mindst i VIK, hvor han har vist, at han er rigtig god til at arbejde med unge spillere. Han kender klubbens DNA og vil arbejde 100 procent på at få det implementeret på holdet, forklarer Kim Lykkeskov.

Søren Nielsen fortæller, at han straks var ”hooked”, da Kim Lykkeskov introducerede ham for projektet.

– Det er spændende. Jeg ser frem til at prøve mig selv lidt af. Nu har jeg været træner i ti år fra U13 til 1. division. At det så er sammen med Mario gør det ikke mindre tiltalende. Da jeg startede som træner, så var det lidt ham, som jeg spejlede mig i, forklarer Søren Nielsen.

Fakta Søren Nielsen
Nationalitet: Danmark
Alder: 40 år (20.06.1977)
Kontrakt: 1 år (30.06.2019)

Fototekst: Mario Simioni overrækker DM-guldet til Søren Nielsen i 2013, hvor han som træner for VIK’s U17-hold vandt Danmarksmesterskabet (foto: Per Jessen).


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus