Jesper Klitgaard, 3. oktober 2017, kl. 21:17
SønderjyskE spillede her til aften en flot offensiv kamp, hvor spillerne endelig fik udbytte af deres anstrengelser og derfor kunne de lyseblå sende gæsterne fra Hvidovre hjem til Sjælland med et nederlag på 8-5
Det var et hjemmehold som kom ud med et flot tempo og en god energi, og producerede alene i de første to minutter flere rigtig gode forsøg, hvor både Derek Damon og Greg Gibson i flere omgange var tæt på at prikke pucken i mål, men det forblev kun lige ved og næsten.
Gæsterne var presset helt i bund fra start og havde mere end rigeligt at gøre med at få pucken ud af egen zone, hvilket i perioder var svært nok for københavnerne endda. SønderjyskE blev ved med at sværme omkring målet, og til sidste måtte Niklas Lundström da også give fortabt, da Tyler Fiddler fornemt styrede pucken forbi den svenske keeper til en fortjent føring til de lyseblå.
Fortjent eller ikke fortjent er dog fraser i det danske sprog, som sport generelt er helt og aldeles ligeglad med, så derfor var det lidt af en mavepuster da Hvidovre, på en retur, kunne udligne, på noget der vel var deres første reelle chance, ser man bort fra et skud på stolpen i en overtalssituation.
Der var mere ligehed over starten på de midterste tyve minutter, hvor gæsterne via soloaktioner testede Joni Myllykoski i hjemmeholdets mål, og hvor især trediekæden stod stærk i billedet med flere rigtigt gode aktioner.
En god aktion skulle også danne baggrunden for kampens næste mål, da Steffen Frank slap afsted på en god pasning fra Justin Hache. Han ventede så længe at Thomas Spelling kunne støde frem og foran mål og sætte pucken højt i gæsternes net til 2-1 føring til hjemmeholdet.
De behagede naturligvis de fremmødte tilskuere i SE-Arena, og de skulle få endnu mere at fornøje dig over, da Anders Førster i overtal kunne øge føringen til to på en flot assist af, ja selvfølgelig fristes man til at sige, Steffen Frank.
Det mål gav lidt luft, og kort efter kunne Greg Gibson øge til både 4-1 & 5-1, og selvom gæsterne fik reduceret, var der ingen tvivl om hvem der ejede anden periode. Det gjorde SønderjyskE og især Steffen Frank som satte en tyk streg under dette ved at score til 6-2, på et skud der lige akkurat sneg sig over stregen. Hvidovre fik reduceret og SønderjyskE fik afsluttet en vild periode da Thomas Spelling satte sidste stav på pucken i overtal til imponerende 7-3.
Tredie periode blev ikke så intens og velspillet som de to foregående. SønderjyskE var knap så aggressive og skabte heller ikke de store åbne chancer og lod i det hele taget gæsterne få lidt mere fat. Det udnyttede Hvidovre til at reducere to gange og fik et øjeblik en smule spænding ind i kampen. SønderjyskE skiftede dog lige et par gear op og tillod ikke gæsterne at komme til stores chancer og Anders Førster kunne lukke kampen endeligt med sit andet og SønderjyskE’s ottende mål til slutstillingen 8-5
Kampen i tal: SønderjyskE – Hvidovre Fighters 8-5 (1-1,6-2,1-2)
09:00 1-0 Tyler Fiddler ass Steffen Frank & Justin Hache
18:34 1-1 Christian Vaagensø
25:06 2-1 Thomas Spelling ass Steffen Frank & Justin Hache
30:03 3-1 Anders Førster ass Steffen Frank & Tyler Fiddler (PP2)
32:26 4-1 Greg Gibson ass Derek Damon
33:01 5-1 Greg Gibson ass Rasmus Mohr & Justin Hache
33:21 5-2 Oliver Persson
33:54 6-2 Steffen Frank ass Thomas Spelling
36:48 6-3 Victor Björkung
39:42 7-3 Thomas Spelling ass Derek Damon & Greg Gibson
47:30 7-4 Daniel Madsen
51:39 7-5 Sebastian Svendsen
59:36 8-5 Anders Førster uass.
Udvisninger:
SønderjyskE 3 x 2
Hvidovre Fighters 7 x 2
Tilskuere: 1667 i SE- Arena i Vojens
Foto: A. Stollig