Søg

Sønderjyske slog tilbage

Jesper Klitgaard, 31. januar 2017, kl. 22:17

SønderjyskE fik vendt en resultatmæssig dårlig start på kampen, og kunne til sidst trække sig tilbage som sejrherre over bundproppen Herlev Eagles med en sejr på 8-4

Det var på forhånd ventet at det ville være gæsterne fra Sønderjylland, som ville være mest i puckbesiddelse i aftenens kamp.  Sådan var det også i kampens begyndelse, hvor gæsterne var ganske aggressive og havde kampens første seks skud. Det var dog Herlev, som med deres første to skud på mål fik hul på Joni Myllykoski i SønderjyskE’s mål, og dermed var det op ad bakke fra kampens start og en hård start for den efterhånden hårdt prøvede defensiv.

SønderjyskE fik dog kæmpet sig tilbage i kampen, da Thomas Spelling fik hul på Marc Anderson, men sidst i første periode var Jordan Knackstedt på færde igen, da han med hans andet mål i kampen fik afstanden op på to mål igen.

Sønderjyske havde på dette tidspunkt ikke spillet decideret dårligt, og derfor var det småting som skulle justeres op til anden periode.
Her kom gæsterne ud med lidt mere speed i skøjterne, hvilket gav et naturligt overtag i spil og chancer. Derfor var det også helt efter bogen, at Sønderjyske kunne gå til anden pause med en føring på 4-3, efter af Anders Førster, Danny Hobbs og Kim Lykkeskov havde formået at få pucken i nettet.

Det gav momemtum, og Danny Hobbs og Kim Lykkeskov kunne bringe gæsterne yderligere foran. Imellem de to, havde Jordan Knackstedt, ganske imponerende lavet hans tredie mål i kampen, men det kunne ikke røre ved indtrykket, at gæsterne var det bedste hold i de to sidste perioder.
Til sidst lukkede Thomas Spelling og Martin Eskildsen kampen af og SønderjyskE kunne sætte sig ud i bussen, med tre sikre point og en god fornemmelse i kroppen.

Det var også en ganske tilfreds træner, som efter kampen kunne gøre status: Vores defensiv har været meget i fokus, men der var forbedringer at se i dag. Det kan godt lyder underligt, når man lukker fire mål ind, men de ting vi har arbejdet med til træning kunne ses i spillet i dag, så det giver en positiv følelse henimod de to store kampe der komme i weekenden.

Udover defensiven, var cheftræneren også mere end tilfreds med det offensive aspekt af spillet, som ser ud til at være på rette vej:Vi dominerede kampen offensivt i dag, og der blev kørt hårdt på i offensiv zone, hvor drengene gik godt til den, kæmpede fint og scorede nogle gode mål. Nu skal vi fortsætte med at arbejde med at minimere vores fejl i defensiv zone, så vi ikke giver så mange chancer væk lød det afslutningsvis fra Dan Ceman.

Kampen i tal: Herlev Eagles – SønderjyskE  4-8 (3-1,0-3,1-4)
07:32  1-0 Jordan Knackstedt
09:04 2-0 Lukas Nielsen
12:47  2-1  Thomas Spelling ass Greg Gibson
18:58  3-1  Jordan Knackstedt
22:49  3-2  Anders Førster ass Mads Lund
25:55  3-3  Danny Hobbs ass Tyler Gotto & Derek Damon PP1
33:03  3-4 Kim Lykkeskov ass Thomas Spelling & Daniel K. Hansen PP1
42:05  3-5 Danny Hobbs ass Harrison Reed & Derek Damon
48:16  4-5 Jordan Knackstedt
52:57  4-6 Kim Lykkeskov ass Tyler Gotto
58:13  4-7 Thomas Spelling ass Kim Lykkeskov & Greg Gibson
58:44 4-8 Martin Eskildsen ass Frederik Rasmussen & Daniel Madsen

Udvisninger: Herlev Eagles 5  x 2 + 1 x 10
SønderjyskE  3 x 2

Tilskuere: 455 i Herlev Skøjtehal

Foto A. Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus