Jesper Klitgaard, 19. december 2019, kl. 19:02
Fredag aften er der igen ishockey i topklasse i Vojens. Der har SønderjyskE og dagens kampsponsor, Haderslev Wellnesshus, nemlig inviteret Frederikshavn Whitehawks til et opgør, som uden tvivl kommer til at blive både intenst og velspillet.
Gæsterne er utroligt godt kørende for tiden, og kommer til Vojens med seks friske sejre i træk, og tog senest to point mod Esbjerg Energy, efter de to hold måtte i overtid for at afgøre kampen. Høgene har et hårdtarbejdende solid stamme af kvalitetsspillere, krydret med individualister som Dane Fox og Aleksandr Bumagin.
Derfor kræver det en topindsats af drengene klædt i lyseblåt, hvis håbet om tre point skal konverteres til rigtige pinde på kontoen. De to sidste kampe viste dog, at pilen går i den rigtige retning, og ovenpå sejrene over henholdsvis Odense og Herlev, er der også en god tro på tingene i truppen:
– Vi spiller to gode udekampe. Kampen i Odense kunne og skulle vi have vundet større, men det var 3 point og det er svært sted at spille. Kampen søndag spiller vi godt, Herlev får deres chancer og kommer også tilbage på 3-3. Men synes vi viser godt moral og knækker ikke, som udfaldet har været i de to kampe hjemme mod dem. Så det skal vi tage med og de to sejre som var vigtige for os som hold, nu kommer Frederikshavn som er rigtig godt kørende og laver mange mål, lyder analysen fra Steffen Frank, der har gang i en ganske fornuftig sæson, og lige nu deler topscoreværdigheden med blandt andre Mads Lund.
Steffen ved dog også godt, at det er mere end kvalificeret modstand SønderjyskE møder fredag aften, men holdet har en god tro på egne evner, og så har tilskueropbakningen enorm betydning for drengene på isen:
– De har et rigtig godt hold, så vi skal være der og hele tiden tro på os selv gennem hele kampen ligemeget hvad der sker undervejs. Derfor er det vigtig vi får endnu en god opbakning, vi ved vi har skuffet lidt de seneste hjemmekampe, men at have vores super gode fans i ryggen betyder mere end man måske tror, også de dage det ikke helt går vores vej, lyder det afslutningsvis fra Steffen Frank.
Han og de andre spillere vil være klar i Frøs Arena, hvor første puck smides kl 19:30 og hvor dørene åbnes en time før.
Dagens kampsponsor:
Arkivfoto: Svend-Erik Boysen, sebfoto.dk