Søg

Tæt pokalnederlag åbnede sæsonen

Jesper Klitgaard, 16. september 2016, kl. 21:54

SønderjyskE er bagud med et mål når anden halvdel af kvartfinalerne spilles i Rødovre i morgen, efter det i aften blev til et knebent nederlag i et intenst opgør.

Endelig var det igen blevet tid til ishockey af betydning i SE-arena, da SønderjyskE og Rødovre Mighty Bulls denne fredag aften krydsede stave, i den første af to kvartfinaler i den danske pokalturnering. Temaet de sidste par uger i den lyseblå lejr har været de mange skader som holdet har pådraget sig, og som har påvirket optakten til den nye sæson.

Et par af spillerne var da heller ikke blevet deres skader kvit og derfor må spillere som Tyler Gotto, Daniel K. Hansen og Rasmus Nielsen vente lidt endnu med at få sagt hej til de sønderjyske fans efter endt sommerferie.

Sønderjyske startede kampen med et overtag i puckbesiddelse, og det gav også de første halve chancer til både Derek Damon og Anders Førster, som fra kampens start viste godt med initiativ og fart i skøjterne.
Rødovre havde nok at gøre med at forsvare i kampens første tyve minutter, men viste momentant farlighed i hurtige omstillinger, uden dog at disse for alvor testede Joni Myllykoski i hjemmeholdets mål.

Som første periode skred frem, blev forestillingen dog mere jævnbyrdig og også lidt mere rodet end kampens indledning. Begge holds spillere viste god tænding og der var flere små infights og hårde tacklinger igennem de første tyve minutter. Rødovre fik et par gode afslutninger mod periodens slutning og Joni Myllykoski måtte hive et par gode redninger ud af ærmet, hvilket betød af første periode sluttede uden scoringer.
damon-roedovre

Billedet var det samme fra anden periodes begyndelse. Begge hold kom ud med god intensitet i nærkampene, hvilket ikke gav så mange store og åbne målchancer, men derimod en tæt og ganske underholdende affære.
Halvvejs i perioden overtog hjemmeholdet igen teten, og først var det Niclas Edman som på tæt hold forsøgte at liste pucken ind og minuttet efter var Derek Damon millimeter fra at konvertere en flot pasning  fra Harrison Reed til kampens første mål, men begge gange tog en iøvrigt ganske velspillende Chris Carrozzi broden af de sønderjyske skytter.

Men han måtte dog give fortabt, da Kristian Jensen satte et hårdt håndledsskud gennem skinnerne på målmanden fra den københavnske vestegn,  iøvrigt på en fremragende pasning af Niclas Edman. Herefter bølgede det ene angreb efter det andet ned mod gæsternes mål, og hjemmeholdet kunne med lidt held og lidt mere skarphed have øget føringen forud for sidste periode.

SønderjyskE kom ud til sidste periode med en god spilvending, men sekunderne efter måtte Joni Myllykoski hive pucken ud af eget net, da pucken lidt tilfældigt havnede foran det sønderjyske mål og en helt fri Morten Andreasen fik lirket pucken forbi den finske målmand.
Det fik gæsterne længere frem på banen, men som perioden skred frem fik hjemmeholdet igen overtaget og havde flere gode muligheder for at bringe sig i front, men kombination af godt målmandsspil fra gæsterne målmand og en stolpe der ikke var på hjemmeholdets side, gjorde at det forblev uafgjort.

Det blev dog ikke kampens resultat, idet Sønderjyske blev fanget i en en mod to situation, og gæsterne kunne kombinere sig til en 1-2 føring med to minutter tilbage af kampen. Dette blev også kampens resultat, og dermed er SønderjyskE bagud med et enkelt mål før morgendagens retur-opgør, som spilles kl. 1900 i Rødovre skøjtearena.

 

 

Kampen i tal:

SønderjyskE – Rødovre Migthy Bulls : 1-2 (0-0,1-0,0-2)

34:41 1-0 Kristian Jensen ass Harrison Reed & Mads Lund
41:18 1-1 Morten Andreasen ass Jannik Karvinen & Andreas Grundtvig
57:29 1-2 Andrey Chistyakov ass Nicklas Carlsen

Udvisninger: Sønderjyske: 6 x 2   Rødovre  4 x 2

Tilskuere: 1512 i SE-Arena
Fotos: A. Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus