Søg

Tak for en – trods alt – god sæson

Jacob Ravn, 19. marts 2020, kl. 10:00

Det endte med Continental Cup-guld og top tre i Metal Ligaen, men sæsonen endte også før tid. SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen gør status for sæsonen og takker fans, frivillige og sponsorer.

2019/2020-sæsonen blev en sæson, vi aldrig glemmer i SønderjyskE Ishockey – på godt og ondt.

Det sønderjyske ishockeypublikum blev forkælet med hele to europæiske gruppespil, da vi i november var vært for en semifinalerunde i Continental Cup, og i januar skrev vi dansk ishockeyhistorie, da vi gik til tops i den europæiske klubturnering – også i Frøs Arena i Vojens.

I Metal Ligaen blev vi stærkere og stærkere, som turneringen skred frem, og vi sluttede med to udesejre i Frederikshavn og Esbjerg, som bragte os i top tre i gruppespillet – men den gode form kunne vi desværre ikke tage med ind i slutspillet, da sæsonen i Metal Ligaen – fuldt forståeligt – herefter blev afblæst af respekt for den coronavirus, der præger hele samfundet i øjeblikket.

I kølvandet på den bratte sæsonafslutning sender SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen varme tanker til fans, frivillige og sponsorer, der har bakket SønderjyskE Ishockey flot op i sæsonen.

– Det har været nogle hektiske dage, siden grundspillet blev gjort færdigt, og vi har stadig ikke et fuldt overblik over konsekvenserne af den aflyste sæson. Selv om den ikke blev spillet færdig, kan vi dog se tilbage på en mindeværdig sæson, hvor især de historiske guldmedaljer i Continental Cup lyser op, og også i Metal Ligaen havde vi sat kurs mod en rigtig sjov sæson med en flot top tre-placering i en meget stærk og jævnbyrdig liga.

– Jeg må også rose den opbakning, som SønderjyskE Ishockey igen har fået fra fans, frivillige og sponsorer. De har gjort det muligt, at vi sammen har skabt en masse uforglemmelige oplevelser i Frøs Arena, og jeg håber også, at alle vil bakke op i den kommende svære tid. Det er nu, vi må stå sammen, og i SønderjyskE kæmper vi alt, hvad vi kan for at komme ud på den anden side med livet i behold. Når vi sammen har stået igennem den svære tid, venter der nye oplevelser og medaljejagt på den anden side, men her og nu handler det om mere alvorlige ting i vores samfund.

– Jeg vil gerne sige tak for opbakningen i den forgangne sæson, og lige nu og i den kommende tid er sammenhold og opbakning vigtigere end nogensinde. Pas godt på jer selv og hinanden derude, siger Klaus Rasmussen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus