Søg

To point – trods alt

Jesper Klitgaard, 17. oktober 2017, kl. 21:51

SønderjyskE pressede gæsterne helt i bund i aftenens kamp og leverede offensivt og defensivt en godkendt kamp. Hvidovre kunne dog drage hjem med et point, da gæsternes målmand Niklas Lundström spillede endnu en pragtkamp. SønderjyskE trak dog fortjent det længste strå i straffeslagskonkurrencen og sikrede sig dermed den ene ekstra point.

SønderjyskE begyndte kampen ganske disciplineret og tillod ikke gæsterne de store muligheder i den indledende fase. Defensiven stod ganske kompakt og det var tydeligt at Dan Ceman og resten af trænerteamet ikke ønskede en gentagelse af den sidste kamp mellem de to mandskaber, hvor der var mere end godt gang i målscoringen i begge ender af arenaen.
Hjemmeholdet overlevede også en række udvisninger, men måtte dog se sig slået en enkelt gang i undertal, da Rasmus Hansen i overtal satte pucken højt i hjørnet bag Kasper Krog. Det fik dog ikke de lyseblå til at gå i panik, men istedet øgede de presset på gæsterne fra hovedstaden. Det gav udbytte, da Tyler Fiddler med en lækker pasning fandt Anders “Sniper” Førster, som sikkert sendte pucken bag Niklas Lundström, og lagde et par procenter til sin i forvejen imponerende udnyttelses statistik.

Det var et sønderjyske mandskab, som kom ud til anden periode med samme indstilling som de sluttede første periode med. Flere gange brændte det gevaldigt på foran gæsternes mål, hvor flere gode styringer havde retning mod nettet, men hvor Niklas Lundström tog godt fra. Stolpen var også god mod gæsterne, hvor første Steffen Frank, Thomas Spelling og Derek Damon testede kvaliteten af stålet i målet, sidstnævnte på straffeslag. Kuriøst nok fik Tyler Fiddler også chancen på straffeslag minuttet efter, men heller ikke han havde held til at få pucken i nettet. Skuddene føg i denne periode af kampen om ørerne på gæsternes målmand, men denne holdt imponerende stand perioden ud.

Hvidovre startede perioden med en mand i undertal i næsten fem minutter pga David Sätmarks alt for voldsomme tackling på Steffen Frank, og billedet var det samme som tidligere. SønderjyskE pressede gæsterne helt i bund og kun marginalerne og storspil fra den svenske keeper, afholdt hjemmeholdet fra at score gentagne gange.
Det var ikke kun gæsternes målmand som leverede denne aften i Vojens, for Kasper Krog tog også nogle meget vigtige pucke, på tidspunkter hvor SønderjyskE gentagne gange fik billetter udstedt til straffeboksen af aftenens dommere. Ind ville pucken dog ikke for hverken gæster eller hjemmehold, og dermed måtte kampen ud i forlænget spilletid, noget gæsterne kunne være mere end tilfreds med.

Det var lidt frem og tilbage i den forlængede spilletid, og stolpen var igen med gæsterne da Steffen Frank var den fjerde til at teste om rammen kunne holde, men heldet var ikke med hjemmeholdet denne aften. Dermed måtte de sønderjyske spillere ud i deres anden straffeslags-konkurrence indenfor omtrent 48 timer. Begge holds målmænd gjorde hvad de kunne, men til sidst måtte Niklas Lundström give fortabt overfor Kevin Henderson, og dermed tog Sønderjyske fortjent det ene ekstra point.

Kampen i tal: SønderjyskE – Hvidovre Fighters 2-1 (1-1,0-0,0-0,0-0,1-0) efter forlænget og straffeslag
11:08   0-1 Rasmus Hansen  PP1
12:34   1-1  Anders Førster ass Tyler Fiddler & Steffen Frank
65:00  2-1 Kevin Henderson PS

Udvisninger:
SønderjyskE: 12 x 2
Hvidovre Fighters:  9 x 2 + 1 x 5+20 (Sätmark)
Game misconduct: David Sätmark, Hvidovre Fighters

Tilskuere: 2219  i SE-Arena i Vojens

Foto: A.Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus