Jesper Klitgaard, 14. januar 2020, kl. 21:14
Der var inden kampen talt en del om hvad man kunne forvente af et sønderjysk mandskab, der hårdt plaget af skader efter weekendens triumf, stillede til kamp mod Rungsted Seier Capital. Det var dog en fortsættelse af weekendens holdindsats, og da holdet havde en aften hvor alt gik den rigtige vej, ja så endte det med en lussing til drengene fra Nordsjælland
Det var en lidt forsigtig start fra begge mandskaber, uden de helt store chancer til nogen af mandskaberne. SønderjyskE kørte roligt med Rungsted hver gang de kom i zonen, så det kom aldrig til de store chancer til gæsterne fra Nordsjælland.
SønderjyskE havde kun to skud på mål inden for de første fire minutter, men det gør ikke voldsomt meget,når man så scorer på begge to. Det var lige præcis hvad de lyseblå gjorde, da først Martin Eskildsen satte sidste stav på Mads Lunds fremragende pasning, og tyve sekunder senere kunne Rasmus Lyø fra distancen sende pucken i nettet.
Ikke hvad man måske kunne have frygtet, taget de tre vanvittige hårde kampe fra weekenden i betragtning, og det skulle blive endnu bedre. Brandvarme Daniel Nielsen afsluttede et fem mod tre overtal til 3-0, og så var der igen godt gang i lægterne i Frøs Arena.
Det blev kun bedre herfra. Konsta Mäkinen lagde en blød puck på mål fra distancen, og den sejlede ind bag Thomas Lillie, der før kampen havde et humoristisk ønske om, at spillerne fra SønderjyskE stadigvæk havde festben efter weekendens triumf.
Det havde de ingenlunde, og kort efter kunne Daniel K. Hansen gøre det til 5-0, da han fra en meget spids vinkel lagde pucken i nettet, til stor ærgrelse for Jon Lee Olsen, der netop havde skiftet med Thomas Lillie.
SønderjyskE havde en af de aftenener hvor alt lykkedes, og gæsterne det modsatte. Rungsted havde i overtal et hav af store muligheder, men enten ramte pucken en skøjte eller stav på vej i mål, eller også dansede den lige forbi stolperne.
Symbolikken kunne ikke være større, da en baghåndsbefrier sendte Daniel Madsen, som netop havde forladt straffeboksen, på en friløber, og han var sikkerheden selv. 6-0 og man troede næsten ikke sine egne øjne.
Gæsterne fik reduceret to gange i overtal, men at tro på et comeback til de forsvarende danske mestre troede de færreste af de over 2300 tilskuere dog på. Der var ikke helt den samme fremdrift i hjemmeholdet som de to første perioder, hvilket gjorde at gæsterne kom til en del afslutninger. Adam Ohre gjorde det igen fremragende imellem stængerne, og derfor kom gæsterne aldrig i nærheden af at få point.
Det blev også til del udvisninger i en ellers fair spillet kamp, og det var tydeligt at især SønderjyskE igen skulle vænne sig til en anderledes dommerstil end den der herskede i weekendens internationale kampe. Til sidst kunne tilskuerene rejse sig op og tiljuble deres lyseblå helte for deres fjerde sejr på fem dage.
Og festen? Den er ikke stoppet endnu 🙂
Kampen i tal: SønderjyskE – Rungsted Seier Capital 6-2(3-0,3-0,0-2)
03:34 1-0 Martin Eskildsen (Lund, Bjerrum)
03:54 2-0 Rasmus Lyø (Nielsen)
13:10 3-0 Daniel Nielsen (Lane, Bjerrum) pp2
22:27 4-0 Konsta Mäkinen (Madsen, Lund) pp1
25:16 5-0 Daniel K. Hansen (Nielsen, Madsen)
29:18 6-0 Daniel Madsen (Lyø, Little)
42:43 6-1 T.J. Moore (Hanna, Lucia) pp2
46:14 6-2 Shane Hanna (Anderson, Persson) pp1
Udvisninger:
SønderjyskE: 8 x 2
Rungsted: 4 x 2 + 1 x 10 (Frederiksson)
Tilskuere: 2358 i Frøs Arena i Vojens
Foto: A.stollig