Jesper Klitgaard, 24. januar 2020, kl. 21:55
Kynisme i afslutningerne og en fokuseret defensiv gjorde udslaget her til aften, da Aalborg blev besejret med hele 6-3. Igen var det en holdindsats som gjorde udslaget, efter en kamp hvor SønderjyskE generelt ville det mere end topholdet.
Der var på forhånd stillet store forventninger til aftenens topopgør, og starten af kampen skuffede ingen. Der var godt med tempo, og chancer til begge mandskaber, og de mange tilskuere blev da heller ikke snydt for mål.
Første mand på måltavlen var SønderjyskE’s Martin Eskildsen, der udnyttede en fejl i de bagerste kæder, og kunne bringe de lyseblå i front inden haluret havde rundet to minutter.
Dejlig start for gæsterne, der fik muligheden for at øge yderligere i overtal. Desværre blev det hjemmeholdet, der også udnyttede en Sønderjysk fejl til at udligne i undertal. Dermed helt lige, men det holdt ikke længe.
Kaptajn MacGregor Sharp scorede hele to gange inden for to minutter, begge på oplæg fra Frederik Bjerrum, og i det hele taget var det mere end fornuftigt hvad Mario Simionis tropper viste i de første tyve minutter.
Hjemmeholdet kom ud med mere momentum fra starten af anden periode, men det var igen SønderjyskE, der sendte den sorte skive i nettet. Mads Lund forecheckede aggressivt og fik pucken afleveret til Anders Førster, der viste sublim teknik, og sendte pucken højt i det lange hjørne til en skøn føring på 4-1.
Herefter blev det en mindre intens periode af kampen, hvis man ser bort fra Morin’s friløber. Den tog Nicolaj Henriksen sig fornemt af, og i den anden enden var Phil Lane tæt på at øge føringen yderligere. Det var Mike Little også, da han afsluttede højt på Steffen Franks fine oplæg, men det blev ikke til flere scoringer i anden periode.
Dermed var der lagt op til en defensiv indsats fra de lyseblå, og den blev påkrævet, da SønderjyskE i to omgange kom i undertal. Rasmus Lyø personificerede den sublime forsvars indsats der blev lagt for dagen, da han i 3 mod 5 undertal, ofrede kroppen og blokerede et skud, og kort tid efter kunne Mads Lund vise,at det ikke kun var hjemmeholdet der i aften kunne score i undertal.
Han og Steffen Frank slap afsted og Mads Lund valgte den enkle effektive løsning og hamrede pucken i nettet til 5-1.
Det var ikke nok for SønderjyskE, for de unge ville også lege med. Kasper Diedrichsen fightede flot pucken til sig bag Aalborgs mål, og via Georg Sørensens stav serverede han den til Daniel Madsen, der fulgte hans optimistiske indlæg fra optakten op med en sikker scoring til hele 6-1.
Derfor gjorde det ikke så meget at Aalborg kunne reducere to gange, for SønderjyskE fik lukket af bagtil, og kunne køre en meget flot sejr i hus. Det var udebanehockey når det er bedst og skarpheden var til at føle på denne aften i Aalborg.
Dermed en dejlig start på weekenden og den kan blive endnu bedre, når turen går til Rødovre. Den skriver vi mere om imorgen, men indtil da må I have en dejlig weekend
Kampen i tal: Aalborg Pirates – SønderjyskE 3-6 (1-3,0-1,2-2)
01:45 0-1 Martin Eskildsen uass
08:07 1-1 Pierre-Oliver Morin (Ladehoff) sh1
11:30 1-2 MacGregor Sharp (Bjerrum, Frank)
12:45 1-3 MacGregor Sharp (Little, Bjerrum) pp1
25:21 1-4 Anders Førster (Lund, Nielsen)
46:01 1-5 Mads Lund uass sh1
48:44 1-6 Daniel Madsen (Diedrichsen, Eskildsen)
49:07 2-6 Thomas Spelling (Krogsgaard, Ju.Jakobsen)
53:22 3-6 Thom Flodqvist (Iversen, Ladehoff)
Udvisninger:
SønderjyskE: 3 x 2
Aalborg Pirates: 3 x 2
Tilskuere: 3111 i Bentax Arena
Foto: Svend-Erik Boysen