Jesper Klitgaard, 24. november 2016, kl. 12:27
SE Arena danner endnu engang rammen om, hvad der kan blive en god og intens ishockeykamp, når SønderjyskE fredag aften tager imod Rødovre Mighty Bulls. SønderjyskE er holdet der har revanche til gode, idet tabte det eneste møde mellem de to hold indtil nu i ligaen, da det blev til et 3-6 nederlag i sæsonens første kamp. Siden den kamp er meget vand dog frosset til is, og det er et hjemmehold som ikke har tabt i de sidste syv kampe, hvorimod gæsterne fra Rødovre ikke har prøvet at vinde i otte kampe.
Det er dog ikke noget Dan Ceman vil give nogen betydning før kampen.
– Vi holder fokus på vores eget og hvordan vi ønsker at spille vores spil. Vi er inde i en god stime og den vil vi selvfølgelig gerne udnytte. Det gør vi bedst ved at spille aggressivt fra start og hele tiden ligge et højt og tungt pres på dem. Vi skal forsøge at få mange skud på mål og samtidig søge de chancer det fører med sig, men også have fokus på vores defensiv. Vi havde en lidt dårlig kamp mod Herlev i tirsdags, men er sikker på at vi nok skal være klar fra kampens start, siger Ceman, som igen kan sætte Rasmus Nielsen på holdkortet, som efter familieforøgelsen i tirsdags igen trækker kamptrøjen over hovedet.
Der er kampstart kl. 19.30 i SE arena i Vojens.
Foto: A. Stollig