Lars Jensen, 2. oktober 2019, kl. 21:39
De seneste år har hjemmekampene imod Frederikshavn White Hawks været noget af en udfordring og anderledes blev det ikke på denne onsdag aften, hvor tingene på ingen måder gik SønderjyskE’s vej og gæsterne fra nord kunne rejse hjem med en 1-3 sejr i bagagen.
Inden kampstart var der en enkelt kåring og det var hjemmeholdets Daniel Nielsen, som af supporterne var blevet kåret som månedens spiller.
Modstanderen Frederikshavn mødte op i stærkeste opstilling og endda med nyerhvervelsen Logan Pyett på holdopstillingen – hjemmeholdet var fortsat uden Anthony Nigro.
Der blev lagt ud i et godt tempo fra begge hold og selv om det ikke blev til nogen scoring, så var det en tempofyldt periode, hvor især hjemmeholdet kom ud med en god fysik.
SønderjyskE havde pucken mest, men ind ville den ikke og tættest på var Steffen Frank, da han rettede et skud af der desværre ramte stolpen.
SønderjyskE kom også godt ud til 2. periode, men et forsvarskiks af format, gav Christopher Frederiksen en gratis chance helt alene inde foran Patrick Galbraith, som han stensikkert udnyttede. Det mål gav White Hawks momentum og da hjemmeholdet kort efter måtte i undertal blev det til 0-2 på et godt powerplay af nordjyderne. SønderjyskE kom godt igen sidst i perioden, men trods en overtals situation, blev det desværre ikke til nogen scoring.
3. periode blev en noget rodet affære og meget kendetegnende for kampen, så blev målet til 0-3 sat ind fra en position bag baglinjen ind på en SønderjyskE forsvarers benskinne og derefter i mål.
Der kom dog en scoring til begge hold, men hjemmeholdets reducering kom alt for sent til at den kunne bringe spændingen tilbage i kampen.
Nu skal denne kamp glemmes hurtigst muligt og så ser vi frem imod kampen på fredag i Herning.
Kampen i tal: SønderjyskE – Frederikshavn White Hawks: 1-3 (0-0)(0-2)(1-1)
22:11 0-1 Christopher Frederiksen
27:11 0-2 Dane Fox ass. Larsen og Eriksson
53.01 0-3 Nikolaj Krag Christensen
58.56 1-3 Steffen Frank ass. Lund
Udvisninger:
SønderjyskE: 7 x 2 min
Frederikshavn: 5 x 2 min
Tilskuere: 1861